søndag den 8. december 2013

Stenalderbrød á la Ellen

Opskrift på lækkert stenalderbrød, venligst modtaget fra Ellen Madsen :)



Du skal bruge:
150 g mandler, blendet
150 g græskarkerner
100 g solsikkekerner
100 g hørfrø
100 g sesamfrø
5 små æg
1 dl rapsolie
Lidt salt
En god håndfuld hele hasselnødder
  • Bland alle ingredienser sammen og rør godt
  • Hæld i smurt rugbrødsform og bag 70 min. ved 160 grader (alm. ovn)
 

lørdag den 7. december 2013

Æbleskiver, glutenfri


Sprang ud i et noget usikkert projekt idag...at gøre min mors æbleskiveopskrift gluten- og mælkefri! Og resultatet blev bare super godt! Synes endda de overgår dem jeg plejer at bage!

Du skal bruge (til ca. 100 stk):
100 g frisk gær (eller 4 pk tørgær)
400 ml kokosmælk (1 dåse)
8,5 dl rismælk
2 spsk Fiberhusk
10 æg
600-800 g blandet glutenfri mel (fx havremel, boghvedemel, orange Finax)
1½ tsk salt
1 spsk sukker
2 tsk kardemomme
2 tsk vanillesukker
Flydende margarine til bagningen
Evt. halve svesker til at putte indeni

  • Opløs gær i ris- og kokosmælk (hvis der bruges tørgær skal det blandes med de tørre ingredienser i stedet)
  • Rør Fiberhusk ud i gærblandingen - lad stå et øjeblik
  • Rør æggeblommer ud i blandingen
  • Bland alle tørre ingredienser og rør i
  • Pisk æggehviderne stive og vend i
  • Lad hvile/hæve ca. ½ time
  • Pisk lidt sammen inden og under bagningen
  • Dryp lidt margarine i hvert hul i æbleskivepanden inden hver omgang
  • Hæld dej i hullerne så det lige akurat når kanten
  • Vend med strikkepind el. lign. så snart det er muligt, selvom dejen flyder. Dette gør dem flotte og runde









tirsdag den 3. december 2013

Glutenfrit sundhedsbrød

Da min mand og søn undgår gluten og mælk, er jeg i fuld gang med at kreere diverse gluten/mælkefri ting og sager...både brød, kage og småkager. Idag stod den bl.a. på Lisbeth's sundhedsbrød (Se original opskrift) i en glutenfri udgave.

Du skal bruge:
4 dl havregryn (glutenfri)
4 dl kogende vand
2 dl rismælk
50 g gær
1 spsk Fiberhusk
2 tsk salt
100 g hørfrø
100 g solsikkefrø
100 g græskarkerner
100 g sesamfrø
2 dl vand
150 g glutenfri mel (evt. blanding af Finax orange og grøn)

  • Hæld kogende vand over havregrynene og rør til grød
  • Lun rismælken og rør gæren ud i det
  • Tilsæt Fiberhusk til gærblandingen og lad stå i 5 min.
  • Rør gærblandingen i havregrøden
  • Rør kerner/frø og salt i
  • Rør vand i 
  • Rør mel i indtil du har en klistret dej
  • Lad dejen hvile 15-20 min. (eller længere)
  • Bred ud på en bageplade med bagepapir i et 1-2 cm lag

  • Lad det igen hvile/hæve 15-30 min.
  • Bag 25-30 ved 200 grader varmluft - det skal blive sprødt i kanten og let gyldent
  • Skær i passende firkanter med det samme, og køl af på en rist
  • Nydes efter kort tids afkøling. Er bedst på dagen, men kan ristes og spises i op til 3 dage.

søndag den 17. november 2013

En lille smule overskud, midt i en kaotisk hverdag

Midt i et kaos af babymos, vasketøj, legetøj overalt og evigt larmende børn blev der lige en lille smule overskud til at eksperimentere lidt idag...lige for tiden går interessen på at kreere lækkerier uden gluten og mælk. Idag stod den på pandekager :)

Bananpandekager med kokos, Gluten- og mælkefri

Du skal bruge:
1 dåse kokosmælk (400 ml)
1 dl vand
2 små meget modne bananer, mosede
2 æg
½ tsk salt
70 g fuldkornsrismel
100 g glutenfri mel (enten en færdigkøbt blanding, eller en blanding af majsmel og majsstivelse)
Evt. lidt vanille
3 tsk kokosolie (smeltet på panden)

  • Pisk det hele sammen og lad det hvile i 15-30 min.
  • Fordel en øseskefuld dej på panden

  • Steg ved middelvarme
  • Når pandekagen kan løsnes fra panden og har fået farve, vendes den
  • Fortsæt til du har en dejlig stak velduftende pandekager

  • Nyd med syltetøj (appelsin er godt!), eller bare som de er :) De er også super gode med jordnøddesmør og jordbærsyltetøj!



søndag den 3. november 2013

Æblekringle

Ja der var altså stadig æbler tilbage...og hvad er bedre sådan en våd og stormfuld efterårsdag, end lun æblekringle til eftermiddagsteen?

Du skal bruge:
1 pk gær
½ dl lunkent vand
1 ½ dl mælk
1 æg
400 g hvedemel + ekstra til æltning
50 g groft mel (jeg brugte en blanding af fuldkornshvedemel og rugmel)
150 g flydende margarine (eller smør hvis man er til det)

Og til fyldet:
60 g flydende margarine (eller smør)
3-4 skrællede og groftrevne æbler
2 tsk kanel
2 spsk rørsukker
En håndfuld grofthakkede mandler

Sidste finish:
Sammenpisket æg til pensling
Perlemelis

  • Rør gæren ud i vandet
  • Tilsæt mælk og æg
  • Rør margarinen sammen med melet og tilsæt gærblandingen
  • Ælt godt på en meldrysset bord
  • Hæv overdækket 30 min.
  • Rul ud til et rektangel på et meldrysset bord - pas på dejen ikke bliver for tynd (½-1 cm er fint)
  • Flyt dejen til en bageplade med bagepapir
  • Fordel margarine på dejen, men undgå de yderste 5 cm
  • Fordel de revne æbler på margarinen, og drys med mandler, kanel og sukker



  • Pensl den frie kant med æg
  • Fold enderne ind og rul dejen forsigtigt til en pølse

  • Lad kringlen efterhæve i 15 min.
  • Pensl med æg og drys med perlemelis
  • Bag ved 200 grader varmluft i 25-30 min

  • Server let afkølet


fredag den 1. november 2013

Om at løsrive sig...

Idag sker det...det jeg så længe har hungret efter, og dog frygtet en smule...jeg skal i byen alene! Jeg efterlader simpelthen mand og børn hjemme, med assistance fra svigerfar, og tager med mit studiehold i byen, for bare at være VOKSEN et par timer...på en gang mavekriblende og nervepirrende! Med det samme går mor-genet igang...kan Marius nu undvære mig og mine babser, kan Bjørn klare at holde skansen derhjemme, bliver Oliver helt umulig at styre når både han og Marius bliver trætte...SÅ HOLD DOG OP! Selvfølgelig går det! Du er IKKE uundværlig...utroligt at det skal være så svært at få ind i hovedet, når mor-genet har fået lov at overtage al pladsen. Ind i kampen...nu skal JEG (kvinden Sara!) igen have lidt af magten tilbage :)

torsdag den 31. oktober 2013

At være en f***ing lortemor

At gå i børnehave er meget positivt for børns sproglige udvikling...men det er altså ikke alle de nye spændende ord der er lige sjove at gå og høre på herhjemme! Vores 4 årige har det svært for tiden...han mangler at få sine forældres fulde opmærksomhed, hvilket er umuligt med en baby i huset. Dette resulterer ofte i diverse krydrede sprog-udgydelser...så lige for tiden må jeg leve med at være en f***ing lortemor (ved godt det virker lidt plat at censurere, men kan ikke få mig selv til at "tage ordet i min mund"). Det gør ondt at min adfærd kan udløse sådanne udtryk fra min lille dejlige dreng...men når jeg så 5 min efter får at vide, at jeg er sød, smuk og en prinsesse er øjnene ikke længere våde af frustrationstårer, men i stedet glædestårer :) Hurra for det danske sprog!
Jeg blev selv storesøster da jeg var i hans alder (dog lidt yngre). Havde jeg det lige så svært?! Jeg husker det ikke...så jeg håber af hele mit hjerte, at Oliver heller ikke vil huske meget fra denne tid af sit liv, som volder ham så ufattelig mange frustrationer.
Heldigvis er Oliver vildt glad for sin lillebror, og elsker at underholde ham. Mit moderhjerte smelter når jeg oplever hvordan Oliver, som ingen anden, kan få Marius til at klukke af grin :) Så mon ikke jeg overlever at være en f***ing lortemor? ;)

mandag den 28. oktober 2013

Idag blev også en æbledag ;)

Der stod stadig en skålfuld æblemos i køleskabet og skreg efter at blive brugt...derudover stod en rest piskefløde og sang på sidste vers. Perfekt til en omgang gammeldags æblekage :)

Du skal bruge:
En portion æblemos (ca. 1 liter) (Opskrift)
Piskefløde (ca 1/4 l.)
Havregryn (en stor håndfuld)
Mandler (en stor håndfuld)
Rørsukker (1-2 dl)

  • Hak mandlerne groft
  • Varm rørsukker nænsomt op på en pande
  • Hæld havregryn og mandler på panden og rør ofte indtil blandingen er brunet lidt - pas på det ikke brænder på
  • Hæld det afkølede "knas" i bunden af en skål - gem en håndfuld til at drysse over til sidst
  • Hæld æblemos i skålen
  • Pisk fløden (ikke for stiv) og fordel den over æblemosen
  • Drys med "knas" og server for den lækkersultne familie :)

Æblelæder med kanel og lakrids

Jeg har flere gange set folk på tv producere frugtlæder, men har altid tænkt at det var alt for omstændigt selv at gå i krig med. Men da min egen mor pludselig også kunne servere frugtlæder, måtte jeg igang...

Du skal bruge:
En portion usødet æblemos (Opskrift) - anden frugt/bærmos kan også bruges.
Kanel, lakridsrodspulver eller anden smagsgiver.

  • Smag æblemosen til med det du lige lyster - jeg lavede en portion med kanel og en men lakridsrodspulver. Der skal en del i, før det giver smag
  • Bred mosen ud på bagepapir på en bageplade i et 3-4 mm tykt lag
  • Sæt i ovnen ved 60 grader varmluft i ca 12 timer - varierer efter ovn og tykkelse af moslaget, så hold derfor øje med det
  • Når æblelæderet er tørt at røre ved, og nemt at løsne fra papiret er det færdigt og tages ud
  • Løsn forsigtigt læderet fra papiret og klip det i passende strimler el. stykker

  • Pak det lufttæt med mellemlægspapir imellem, eller lav små praktiske ruller som jeg gjorde



søndag den 27. oktober 2013

Boghvedepandekager med banan og speltkerner

Søndagsmorgenmaden må gerne være noget særligt...idag fik jeg kreeret nogle super lækre pandekager, indeholdende alle mulige gode ting som vi lige havde liggende.
Fik desværre ikke taget billeder...vi var ALT for sultne ;)

Du skal bruge:
2 bananer
3 æg
2 dl kogte speltkerner
3 dl boghvedemel
1 tsk kanel
½ tsk kardemomme
et nip salt
2 dl mælk
½ dl flydende margarine + lidt til panden til den første pandekage
  • Mos bananerne og bland med æg.
  • Rør speltkerner i.
  • Bland de tørre ingredienser sammen og rør i dejen.
  • Rør mælk og margarine i.
  • Steg på panden ved middel varme - da dejen er ret tyk må man fordele den med skeen.
  • Nyd med syltetøj eller sukker :)

Æbleringe


Jeg havde stadig nogle af de lækre æbler tilovers...nogle stykker af dem blev idag til en lækker sund snack - æbleringe :) Resten blev kogt til mos, som en af de nærmeste dage skal blive til frugtlæder.

Sådan gør du:
  • Skræl æbler og fjern kernehus vha. skrællekniv og spids urtekniv - sådan at resultatet bliver et helt æble med et cylinderformet hul igennem
  • Skær æblerne i 1 mm tykke skiver - dette gøres nemmest på et mandolin-jern
  • Læg skiverne i et lag på bagepapir
  • Tør i ovnen ved ca 60 grader varmluft i ca 3 timer
  • Tag bagepapiret med ringene af pladen og lad dem køle af
  • Fyld på glas med tætsluttende låg


Kastanjekage med chokolade

Under et besøg hos min mor blev vi en pose ægte kastanjer rigere - og hvad gør man så lige med dem? Havde ikke lyst til at spise dem på traditionel vis - saltbagt og serveret med smør.
Første projekt gik ud på at få dem ud af den uspiselige skal. Her lærte vi så altid at kigge på youtube.com inden vi går i gang...det ville have gjort projektet MEGET nemmere!

Vores metode: Vi skar et kryds i toppen, puttede dem i ovnen 30 min ved 200 grader, og pillede dem da de var kølet af. Dette resulterede i ømme fingre og tog en times tid!

Sådan vi skulle have gjort: Det smarteste havde været at halvere dem, koge dem i vand og smutte dem lige så let ud af skallen ;)

Næste projekt var så at bage en kage...men alle de opskrifter jeg kunne finde indeholdt kastanje-CREME og ikke bare kastanjer. Så måtte jeg jo være kreativ :) For første gang nogensinde bagte jeg en kage helt uden grundopskrift...og den blev slet ikke så ringe endda (sagt på jysk!).

Du skal bruge:
3 dl mælk
120 g god mørk chokolade
180 g rørsukker
3 æg
1 dl rapsolie
190 g hvedemel
1 tsk bagepulver
300 g afskallede ægte kastanjer
3 spsk flydende honning
  • Hak kastanjerne fint i en elektrisk hakker, tilføj honning under processen.
  • Varm mælken op uden at bringe den i kog, og smelt chokoladen heri.
  • Pisk sukker og æg skummende, pisk olien i, pisk chokolade-mælken i.
  • Vend mel og bagepulver i.
  • Bland kastanjerne i.
  • Fyld dejen i en smurt form.
  • Bag 25-30 min ved 170 grader varmluft.
  • Server med vanillie-flødeskum.




Æblekage med smulderdej

Ikke alle æbler røg i en store gryde...idag skulle vi da lige have en lille lækker ting til eftermiddags-snack. Fik ikke taget billeder, og jeg målte heller ikke ingredienserne af...men her får I alligevel lige en opskrift:

Du skal bruge:
3 æbler
Kanel
Brun farin
Havregryn
Rugmel
Hvedemel
Rørsukker
Flydende margarine
  • Skræl æbler og skær i tynde både og læg dem i en lag i et ildfast fad
  • Drys med kanel og brun farin
  • Lav en blanding af havregryn, rugmel, hvedemel og rørsukker
  • Tilsæt margarine mens du blander med hånden til en delvist sammenhængende dej
  • Fordel over æblerne
  • Bag ved 200 grader varmluft i 20 min
  • Server fx med en blanding af flødeskum og skyr tilsat vanillesukker - uhm :)

Æbletid

Vi har et æbletræ i haven, som bærer de lækreste store og saftige æbler. Jeg har ingen anelse om hvilken sort det er...men godt det smager de!





Somme tider har vi lavet æblemost, men med to små børn (der endnu er for små til at hjælpe til) kan det være svært at få tiden til det. Jeg har derfor i år kogt en masse æblemos, i håb om at vi i vinterens løb kan huske at få det brugt.




En del er blevet frosset i små bøtter, tiltænkt Marius, som ellers ikke syntes at være helt vild med det ved første smagsprøve:


































Æblemos (usødet):
  • Skræl æblerne og skær kernehuset fra
  • Skær i mindre stykker og put i en stor gryde med et par dl vand


  • Kog ved middel varme til æblerne er helt møre (det går hurtigt!)


    • Nu skal der moses. Jeg brugte en "passier-mühle" (fantastisk redskab fundet i tyskland), men en stavblender eller en sigte kan også bruges'





    • Mosen kan fryses i passende portioner, eller nydes med det samme med en skefuld skyr rørt med vanillesukker :)



    En skøn efterårsdag

    Efter at have tilbragt det meste af eftermiddagen i selskab med Mickey Mouse, Anders And og Chip og Chap på både dansk, engelsk og spansk (tak til Youtube) trængte vi til at få luftet ørerne, så vi gik en tur i efterårs-blæsevejret...sikke mange flotte farver og mønstrer der er derude i Guds natur :)














    Uhm...

    Vi fik idag nachos med cremefraiche og hjemmelavet guacamole...fik ikke lige taget nogen billeder, men da det bare blev mega lækkert synes jeg lige I skal have opskriften ;)

    Guacamole

    Du skal bruge:
    3 stk moden avocado
    2-3 små tomater
    3 fed røget hvidløg (alm. kan også bruges)
    3 spsk skyr natural (græsk joghurt eller cremefraiche kan bruges)
    Citronsaft
    Maldon havsalt (flager)
    Friskkværnet peber
    • Halver avocadoerne, skrab kødet ud og mos det godt med en gaffel
    • Skær tomaterne i meget små stykker og mos det sammen med avocadomosen
    • Tilsæt presset hvidløg og citronsaft efter smag
    • Tilsæt skyr og rør godt
    • Smag til med salt, peber og evt. mere citron

    Babytip: Ren avocadomos er ideelt som baby mad - Marius var dog ikke særlig vild med det :(

    En hverdag fyldt med frustrationer og tvivl

    At være mor til to små børn er ikke altid lige let...og især ikke når det ene kun er 5 mdr, og ikke selv kan give klart udtryk for sine behov. Al min opmærksomhed er hele tiden rettet mod disse to vidunderlige skabninger - mange gange bliver jeg opmuntret og forbløffet over deres skønhed og stadigt voksende kunnen, andre gange bliver jeg frustreret, vred og til tider ked af det...hvorfor bliver Oliver ofte så vred, hvorfor vil Marius ikke sove når han er træt, hvorfor ignorerer Oliver mig når jeg beder ham om noget eller irettesætter ham, hvorfor kan Marius ikke bare koncentrere sig om at spise, hvorfor skal Oliver altid have hjælp til at tage tøj af og på selvom han godt selv kan osv. osv?! Nogle gange glæder jeg mig bare til jeg igen kan aflevere mine børn et børnevenligt sted, og tage på arbejde og lave noget jeg ved jeg er god til. Er det mon bare mig der ikke er skabt til at være mor, eller er disse tanker bare noget der følger med rollen?
    Det er så her dette indlæg skal vende sig til at blive positivt og opløftende at læse...for når alt kommer til alt er det hele ikke så slemt endda! Dette erfarer jeg miminum en gang om ugen...nemlig den dag hvor jeg mødes med min mødregruppe. Denne skønne forsamling at livsglade mødre og deres dejlige unger formår at få det positive frem i tilværelsen - ingen frustration er så stor at den ikke kan mindskes i denne forsamling. Pludselig oplever man at man ikke er alene, og at andre børn faktisk heller ikke sover, spiser og opfører sig som bøgerne foreskriver. Nogle gange tror jeg faktisk ikke på at jeg overhovedet ville kunne overleve mit liv som mor uden disse fantastiske lidelsesfæller, som jo som jeg nyder mindst lige så meget som de lider ;-)

    Er bare super overskudsagtig i disse dage...

    Jeg ved ikke hvad det er...måske det dejlige efterårsvejr? I hvert fald får jeg lavet en masse ting i disse dage. Idag stod den på rugbrød. Jeg køber ofte de der smarte melblandinger på tilbud til ca 10 kr...sådan en pose giver to små rugbrød. Jeg kan godt lide at sætte mit eget præg på det sådan her:

    Semi-homemade rugbrød med øl

    Du skal bruge:
    1 melblanding til rugbrød
    ½ pk gær
    1 stk Guinness 50 cl (eller anden mørk øl el. hvidtøl)
    4 dl vand
    sesamfrø/hørfrø el. lign.

    • Rør gæren ud i vandet.
    • Tilføj øl.
    • Tilsæt melblanding og rør på røremaskinen 10 min.
    • Smør to små brødforme.
    • Drys med sesam el. lign. i bunden af formene.

    • Fordel dejen i de to forme og mas/glat ud med en våd dejskraber.
    • Drys med sesam el. lign og kør henover med dejskraberen for at trykke kernerne fast.
    • Overdæk med viskestykke og stil til hævning 1-1½ time (skal hæve til dobbelt størrelse)

      • Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.
      • Sæt brødene ind på en rist på nederste rille og skru ned på 165 grader varmluft.
      • Bag 65 min.
      • Vend ud af formene og afkøl på en rist.

      Uhm...lækkert friskbagt rugbrød :-) Vi fryser som regel det ene, så vi er sikre på at få det spist friskt.

      Efterårets glæder

      Jeg elsker efteråret...frisk luft, smukke farver og duften af moden frugt. Jeg elsker desuden smagen af de mange afgrøder der kan høstes, tilberedes og nydes :-) Min mor kom på besøg, medbringende i overflod af lækkerier fra haven...heriblandt hokkaido-græskar. Det blev til denne skønne ret...

      Bagt græskar

      Du skal bruge:

      1 hokkaido græskar
      3-4 kviste timian
      Tørret rosmarin
      Friskkværnede chiliflager
      Maldon havsalt (flager)
      Friskkværnet sort peber
      Rapsolie el. olivenolie
      • Halver græskarret og skrab kernerne ud med en ske.

      • Skær i både og skær skrællen af.
      • Læg græskarkødet i et ildfast fad, dryp el. pensl med olie og krydr med timian, rosmarin, chili, salt og peber.

      • Bag i ovnen ved 180 grader varmluft i 25-30 min.

      • Server som tilbehør, evt. som erstatning for kartofler (hvis man kører den slanke linie).

      Her serveret med paneret, sprødstegt kylling, ærter og sød chilisauce (asian style).

      Baby-udgave
      Lidt af græskarkødet blev bagt for sig selv i en ramakin, uden krydring, kun med lidt olie på. Dette blev most med en gaffel, tilsat lidt vand (mælk kan også bruges) og smør, og serveret for Marius. Et stort hit :-)

      At sove eller ikke at sove...

      Jeg tror næsten alle forældre kender til det frustrerende begreb Søvn...hvornår, hvordan, hvor, hvor længe? Og lige som man tror man har styr på det, laver de små igen om på rytmen.
      For mig er søvn nok det aller mest stressende i livet med mine børn...time efter time har jeg vugget, trillet, nynnet, nusset osv. Og ofte på tidspunkter hvor jeg selv gerne ville have sovet.
      I min kontakt med andre mødre har jeg erfaret, at der faktisk findes børn der bare lægger sig til når de puttes...misundelse er en grim ting, men jeg må indrømme, at jeg ikke kan se mig fri for en smule af denne følelse.
      Heldigvis har børn en evne til altid at smelte en mors hjerte...lige meget hvor lidt man har sovet, og hvor længe ungen har skreget, går der ikke lang tid før der igen er smil, intense øjne og hyggelig pludren.
      Nu ligger jeg så her igen...har opgivet efter at have forsøgt at få Marius til at sove bare lidt længere end til kl 5. Efter en times kamp måtte jeg indse at kampen var tabt. Nu kører fjernsynet, og begge unger er optaget af dette en tid...pragtfuldt at kunne ligge ved siden af og blunde lidt. Hvorfor gør jeg så ikke det, fremfor at skrive dette her? Tja...

      Lækre morgenboller

      Findes der noget mere lækkert end sprøde, saftige og luftige boller til morgenmaden?
      Her er en super nem opskrift (hvis man altså har en røremaskine):

      Du skal bruge:
      ½ pk gær (25 g
      1140 g hvedemel
      200 g rugmel
      20 g salt
      1200 ml vand (evt. mindre)
      • Rør gæren ud i vandet.
      • Tilsæt en skefuld mel og rør godt.
      • Tilsæt salt og rør til det er opløst.
      • Tilsæt hvedemel og rugmel.
      • Ælt med røremaskine 20-30 min - er færdig når dejen er blevet lækker smooth og elastisk.

      • Hæld dejen i en skål smurt med rapsolie - der skal være plads til at den kan hæve til dobbelt størrelse
      • Dæk med film og sæt på køl minimum natten over



      • Vend dejen ud på et meldækket bord
      • Skær i passende stykker med en spatel, og læg på bageplade efterhånden - undgå at strække og ælte dejen for meget. Dejen er meget blød, men det kan lade sig gøre.

      • Bag i forvarmet ovn 240 grader varmluft i 15-20 min.

      • Lad dem køle af på en rist, skær over og nyd med dit yndlingspålæg :-)
       
      Tip: Varier med forskellige meltyper - pas dog på med at reducere indholdet af hvedemel, da det er dette der giver effekten ved langtidsæltningen. Det er også rigtig lækkert at tilføje kogt perlebyg  eller speltkerner.