At være mor til to små børn er ikke altid lige let...og især ikke når det ene kun er 5 mdr, og ikke selv kan give klart udtryk for sine behov. Al min opmærksomhed er hele tiden rettet mod disse to vidunderlige skabninger - mange gange bliver jeg opmuntret og forbløffet over deres skønhed og stadigt voksende kunnen, andre gange bliver jeg frustreret, vred og til tider ked af det...hvorfor bliver Oliver ofte så vred, hvorfor vil Marius ikke sove når han er træt, hvorfor ignorerer Oliver mig når jeg beder ham om noget eller irettesætter ham, hvorfor kan Marius ikke bare koncentrere sig om at spise, hvorfor skal Oliver altid have hjælp til at tage tøj af og på selvom han godt selv kan osv. osv?! Nogle gange glæder jeg mig bare til jeg igen kan aflevere mine børn et børnevenligt sted, og tage på arbejde og lave noget jeg ved jeg er god til. Er det mon bare mig der ikke er skabt til at være mor, eller er disse tanker bare noget der følger med rollen?
Det er så her dette indlæg skal vende sig til at blive positivt og opløftende at læse...for når alt kommer til alt er det hele ikke så slemt endda! Dette erfarer jeg miminum en gang om ugen...nemlig den dag hvor jeg mødes med min mødregruppe. Denne skønne forsamling at livsglade mødre og deres dejlige unger formår at få det positive frem i tilværelsen - ingen frustration er så stor at den ikke kan mindskes i denne forsamling. Pludselig oplever man at man ikke er alene, og at andre børn faktisk heller ikke sover, spiser og opfører sig som bøgerne foreskriver. Nogle gange tror jeg faktisk ikke på at jeg overhovedet ville kunne overleve mit liv som mor uden disse fantastiske lidelsesfæller, som jo som jeg nyder mindst lige så meget som de lider ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar