tirsdag den 30. september 2014

Så er det græskartid igen

Efter meeeget lang tid fik jeg lige lyst til at blogge lidt igen. Købte for noget tid siden et super flot Muskat-græskar i Tyskland (glemte desværre at tage billede af det inden jeg parterede det), og hvad var mere oplagt end at bruge fridagen på en lækker græskarsuppe til familiens aftensmad? Uhm den blev lækkert :)


Du skal bruge:
1500 g græskar (skrællet)
500 g. knoldselleri (skrællet)
2 spsk olivenolie
2 spsk frisk revet ingefær el. syltet ingefær (brugte halvt af hver) - tilsæt evt. mere efter smag
1 liter bouillon (1 liter vand + 2 bouillonterninger)
Saft af 1 citron
2 dåser kokosmælk
Chilisovs efter smag

Evt. hakket ristet oksekød, ristede bacontern, rejer eller andet lækkert fyld
Evt. frisk persille eller anden krydderurt til pynt
Friskbagt brød



  • Skær græskar og selleri i tern
  • Svits græskar, selleri og ingefær i olien
  • Tilføj bouillon og citronsaft og kog til grøntsagerne er møre (ca 20 min)
  • Blend med stavblender direkte i gryden
  • Tilføj kokosmælk og kog op
  • Smag til med chilisovs
  • Server med drys af fx ristet oksekød og friskbagt brød

onsdag den 14. maj 2014

Sprøde vafler, gluten- og mælkefri

Det er efterhånden evigheder siden jeg har blogget...24 timer i døgnet er simpelt hen ikke nok, når man har både job og to børn at passe! For nylig havde vi lige lyst til vafler til morgenmad, og de blev super gode.
Du skal bruge (til ca 8 stk):

100 g mælkefri margarine (fx Fri margarine eller Nutana)
1 dåse kokosmælk
1 dl risdrik eller vand
1 æg
1 tsk bagepulver
4 dl blå Finax
1 tsk sukker
½ tsk salt
1 tsk vanille-pasta (eller korn af 1 vanille-stang)

  • Smelt margarinen og tilsæt kokosmælk og risdrik/vand, varm op uden at få det i kog
  • Bland alle tørre ingredienser, og pisk det i margarine-blandingen
  • Pisk vanille og æg i
  • Lad hvile i 30 min. (kan også bruges med det samme, hvis man ikke har tiden)

  • Bag i vaffeljern (evt. smurt med lidt fedtstof)
  • Nyd med din ynglingsmarmelade eller Ahornsirup



onsdag den 5. februar 2014

Glutenfrit basisbrød

Det har taget noget tid, og afprøvning at flere opskrifter, at finde frem til et hverdagsbrød som både mand og søn kunne lide, og samtidig blive mætte af. Nu er det endelig lykkedes at kreere en opskrift, som er nem, velsmagende og mættende :) Fik i skyndingen slet ikke taget billeder, så dem må I vente med!

Du skal bruge (til 10-12 boller eller 1 lille brød):
4½ dl + 2-3 dl vand
2 spsk Fiberhusk
1 tsk salt
500 g blandet mel (jeg blander rismel, majsmel, brun hirsemel, kikærtemel, boghvedemel, hampmel (købes i tyskland), majsgryn (polenta) og havregryn)
1 brev tørgær (eller ½ pk frisk gær)
Evt. en håndfuld solsikkekerner el. lign.

  • Pisk Fiberhusk ud i 4½ dl vand (hvis der bruges frisk gær skal dette udrøres i nu)
  • Rør salt i blandingen
  • Lad stå ca. 5 min. til Fiberhusken gelerer
  • Bland mel, tørgær og ev.t kerner, og hæld det i blandingen mens det røres på køkkenmaskinen 
  • Tilsæt 2-3 dl vand ekstra mens der røres
  • Rør godt, indtil dejen er blød og klistret, men alligevel kan "stå selv"
  • Stil i køleskabet til hævningen natten over (min. 8 timer)
  • Form boller med to skeer, og sæt dem på bageplade (eller put dejen i en lille smurt brødform)
  • Bag ca. 25 min. ved 200 grader varmluft (hvis du bager det som brød skal det have dobbelt tid)
  • Afkøl på en rist og nyd med dit yndlingspålæg
  • Velegnet til frysning - tag direkte fra fryseren og giv dem et par min. i mikroovnen :)

onsdag den 15. januar 2014

Tanker og brok om hundes efterladenskaber...

Hver dag går jeg en tur rundt i byen ad den samme rute, og hver dag må jeg passe på og holde godt udkig efter nye hundelorte, som jeg endnu ikke kender placeringen af, for at undgå at få disse med mig hjem under sko eller barnevognhjul. Når vi engang imellem kører et sted hen for at gå en tur et andet sted, er udfordringen endnu større, og konsekvenserne endnu mere irriterende - her kan man risikere at skulle have tilsmudsede hjul eller sko ind i bilen! Og når man så kommer hjem må man ind og skylle det lugtende stads af. Hvis man ud over sig selv og barnevognen også har børn med der går selv, skal man desuden også holde øje med hvor de træder, og det er vel at mærke ikke kun på veje og stier, men lige så tit i rabatten, fordi de løber rundt og leger...jeg ved jo godt hvem der kommer til at gøre deres sko rene!
Og ja, jeg ved godt at det er lidt ulækkert at skulle samle sin hunds efterladenskaber op...men det er da godt nok lidt mere ulækkert for os der skal have skoene smurt ind i det. Mange hundejere betegner deres hund som et barn af familien - jeg skifter altså selv mit barns bleer. Måske kan det sammenlignes med, at man til enhver tid hellere vil skifte sit eget barn, end en andens.
Jeg kom idag til at tænke på de svagtseende, som jo selvfølgelig også skal have mulighed for at gå en tur...hvor tit mon de kommer hjem med lugtende sko, fordi de ikke var i stand til at se hvad der lå på stien foran dem?

Så kære hundeejere (og ja, jeg ved godt mange af jer faktisk er gode til at få samlet op!)...please tænk på os der går i jeres hunds fodspor! Det kan godt være at jeres hunde er nok så søde, men det er lugten af deres lorte altså ikke!

fredag den 3. januar 2014

Det gamle og det nye år

2013 var året hvor vi endnu engang oplevede at blive forældre. Det var et år fyldt med glæde, stolthed, og forundring over hvor hurtigt børn bliver store og dygtige, men også et år med frustrationer og magtesløshed...børneopdragelse (eller mangel på samme), arbejdsløshed, røde tal på bundlinjen, rod (manglende overskud!)...ja det er næsten ikke til at se en ende på det! Men en ende skal der komme...2014 skal være året hvor vi får gjort op med noget af alt det trælse. Vi skal have mere harmoni i familielivet (her kommer børneopdragelsen ind), min mand skal have et arbejde (det får han helt sikkert snart!), vi skal have sat vores hverdag og hjem i system (tavlen er anskaffet) og vi skal have forkælet os selv helt vildt :)

For mig personligt skal 2014 indeholde følgende:
  • Genforening med min arbejdsplads - glæder mig!
  • Professionel massage når jeg trænger til det
  • Frisk luft så ofte som muligt (i form af gå- eller cykelture)
  • Mindre vrede/frustration - mere "Pyt!"
  • Farvel til noget af det overflødige fedt
  • Goddag til tøj der sidder perfekt og flere dage hvor jeg gør lidt ekstra ud af mig selv
  • Mindre mor-tid - mere Sara-tid
  • Mere kvalietstid med min elskede mand (tænker candlelight dinners, dans, teater, gåture, weekendophold, mere sex...)
Jeg ser frem til 2014 med forventningen om et spændende og indholdsrigt år, som fremover vil stå for os som et år der kom til at betyde en masse for vores lille familie.

søndag den 8. december 2013

Stenalderbrød á la Ellen

Opskrift på lækkert stenalderbrød, venligst modtaget fra Ellen Madsen :)



Du skal bruge:
150 g mandler, blendet
150 g græskarkerner
100 g solsikkekerner
100 g hørfrø
100 g sesamfrø
5 små æg
1 dl rapsolie
Lidt salt
En god håndfuld hele hasselnødder
  • Bland alle ingredienser sammen og rør godt
  • Hæld i smurt rugbrødsform og bag 70 min. ved 160 grader (alm. ovn)
 

lørdag den 7. december 2013

Æbleskiver, glutenfri


Sprang ud i et noget usikkert projekt idag...at gøre min mors æbleskiveopskrift gluten- og mælkefri! Og resultatet blev bare super godt! Synes endda de overgår dem jeg plejer at bage!

Du skal bruge (til ca. 100 stk):
100 g frisk gær (eller 4 pk tørgær)
400 ml kokosmælk (1 dåse)
8,5 dl rismælk
2 spsk Fiberhusk
10 æg
600-800 g blandet glutenfri mel (fx havremel, boghvedemel, orange Finax)
1½ tsk salt
1 spsk sukker
2 tsk kardemomme
2 tsk vanillesukker
Flydende margarine til bagningen
Evt. halve svesker til at putte indeni

  • Opløs gær i ris- og kokosmælk (hvis der bruges tørgær skal det blandes med de tørre ingredienser i stedet)
  • Rør Fiberhusk ud i gærblandingen - lad stå et øjeblik
  • Rør æggeblommer ud i blandingen
  • Bland alle tørre ingredienser og rør i
  • Pisk æggehviderne stive og vend i
  • Lad hvile/hæve ca. ½ time
  • Pisk lidt sammen inden og under bagningen
  • Dryp lidt margarine i hvert hul i æbleskivepanden inden hver omgang
  • Hæld dej i hullerne så det lige akurat når kanten
  • Vend med strikkepind el. lign. så snart det er muligt, selvom dejen flyder. Dette gør dem flotte og runde