onsdag den 29. oktober 2014

En hjemmesygeplejerskes tanker

Som hjemmesygeplejerske ser, oplever og hører jeg mangt og meget på min tur rundt i kommunen. Ikke to dage ligner hinanden, og der er naturligvis både gode, neutrale og dårlige dage.
For nogle dage siden havde jeg en af de dage (en søndag), hvor jeg var helt høj af arbejdsglæde, og gik igennem dagen med smil på læben, glæde i hjertet og lette og smådansende fodtrin. Hvad der gav mig denne følelse netop denne dag aner jeg simpelt hen ikke, men hvor var det bare bekræftende! Jeg har tit overvejet hvorvidt jeg skulle søge andre græsgange (læs: job tættere på min bopæl), men en dag som denne skød disse overvejelser helt i sænk...jeg bliver hvor jeg er! Jeg kan på ingen måde forestille mig, at jeg ville kunne få det godt nogen andre steder.

Det mest fantastiske er, at jo gladere man er når man går ind i et hjem, jo mindre bliver problemerne derinde, og jo nemmere er det at få et smil med på vejen derfra igen. Man taler tit om de såkaldte onde cirkler...her er det den GODE cirkel der er på spil. Smil og glæde smitter mere end noget andet!

Man hører meget om ældre/sygeplejen i denne tid, og meget af det man hører er negativt og bittert. Men i virkeligheden synes jeg det fungerer rigtig godt derude i praksis, og størstedelen af borgerne er rigtig godt tilfredse. Forleden kommenterede en kvinde, at hun slet ikke kunne forstå hvor al negativiteten kom fra - hun fik al den hjælp hun havde behov for, og var ovenud taknemmelig for dette. Der hvor jeg tror det går galt er, når mennesker der tidligere har fået MERE hjælp end deres behov var til, bliver frataget det unødvendige - så kommer det pludselig til at se ud som en uretfærdig nedskæring, der overlader folk til at skulle klare sig selv. De der føler sig forulempet glemmer nok at tænke på, at den hjælp de bliver frataget, fordi de faktisk selv kan (!), bliver givet til en anden der IKKE selv kan. JO! Der bliver formentlig sparet for meget i ældreplejen - men vi skal vel ikke bare ødsle pengene væk, fordi nogen mennesker føler, at de har KRAV på hjælp til ting de egentlig godt selv kunne varetage? En ældre herre kommenterede engang overfor mig, at han da måtte have krav på hjælpen, eftersom han havde betalt den via skat igennem et langt arbejdsliv - det fortæller lidt om, hvor mangelfuld en viden der hos nogle mennesker er om hvad ting/ydelser egentlig koster...de skattepenge var da for længst brugt op!

Det sjove er, at jeg (og formentlig også mange af mine kolleger og samarbejdspartnere) har meget mere lyst til at yde lidt ekstra til den der modtager med taknemmelighed og ikke stiller krav - det er her man virkelig føler at man gør en forskel! Og det at gøre en forskel, er i virkeligheden det der gør hele mit virke som sygeplejerske meningsfuldt. Hvor er det bare fedt at kunne gå ind af en dør, smile og hilse med autentisk glæde, og opleve at glæden smitter og livet måske bliver bare en lille smule mere let og overkommeligt for den syge eller ældre medborger der sidder derinde, og bare venter på at den næste hjælper eller sygeplejerske træder ind af døren.

De dage hvor jeg har kunnet opretholde mit gode humør hele arbejdsdagen igennem, er også de dage hvor jeg har energi til at kunne være en glad og lyttende overskudsmor når jeg kommer hjem - dette må jeg stræbe efter, for hvor der er glæde og overskud, er der lykke og potientale for endnu en god dag :)
Tak fordi du læste med :)

3 kommentarer:

  1. Nu glæder jeg mig endnu mere til mit nye arbejde som hjemmesygeplejerske der starter 1.12.14 Yahhhhh...:-)

    SvarSlet
  2. Super dejligt Majbritt :) Intet ville kunne få mig til at søge tilbage til sygehuset igen! Held og lykke med dit nye arbejde :)

    SvarSlet
  3. Opløftende at læse. Er overbevist om at du sammen med mange af dine kolleger gør en stor positiv forskel derude.
    Mor

    SvarSlet