Hver dag går jeg en tur rundt i byen ad den samme rute, og hver dag må jeg passe på og holde godt udkig efter nye hundelorte, som jeg endnu ikke kender placeringen af, for at undgå at få disse med mig hjem under sko eller barnevognhjul. Når vi engang imellem kører et sted hen for at gå en tur et andet sted, er udfordringen endnu større, og konsekvenserne endnu mere irriterende - her kan man risikere at skulle have tilsmudsede hjul eller sko ind i bilen! Og når man så kommer hjem må man ind og skylle det lugtende stads af. Hvis man ud over sig selv og barnevognen også har børn med der går selv, skal man desuden også holde øje med hvor de træder, og det er vel at mærke ikke kun på veje og stier, men lige så tit i rabatten, fordi de løber rundt og leger...jeg ved jo godt hvem der kommer til at gøre deres sko rene!
Og ja, jeg ved godt at det er lidt ulækkert at skulle samle sin hunds efterladenskaber op...men det er da godt nok lidt mere ulækkert for os der skal have skoene smurt ind i det. Mange hundejere betegner deres hund som et barn af familien - jeg skifter altså selv mit barns bleer. Måske kan det sammenlignes med, at man til enhver tid hellere vil skifte sit eget barn, end en andens.
Jeg kom idag til at tænke på de svagtseende, som jo selvfølgelig også skal have mulighed for at gå en tur...hvor tit mon de kommer hjem med lugtende sko, fordi de ikke var i stand til at se hvad der lå på stien foran dem?
Så kære hundeejere (og ja, jeg ved godt mange af jer faktisk er gode til at få samlet op!)...please tænk på os der går i jeres hunds fodspor! Det kan godt være at jeres hunde er nok så søde, men det er lugten af deres lorte altså ikke!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar