At sove eller ikke at sove...

Jeg tror næsten alle forældre kender til det frustrerende begreb Søvn...hvornår, hvordan, hvor, hvor længe? Og lige som man tror man har styr på det, laver de små igen om på rytmen.
For mig er søvn nok det aller mest stressende i livet med mine børn...time efter time har jeg vugget, trillet, nynnet, nusset osv. Og ofte på tidspunkter hvor jeg selv gerne ville have sovet.
I min kontakt med andre mødre har jeg erfaret, at der faktisk findes børn der bare lægger sig til når de puttes...misundelse er en grim ting, men jeg må indrømme, at jeg ikke kan se mig fri for en smule af denne følelse.
Heldigvis har børn en evne til altid at smelte en mors hjerte...lige meget hvor lidt man har sovet, og hvor længe ungen har skreget, går der ikke lang tid før der igen er smil, intense øjne og hyggelig pludren.
Nu ligger jeg så her igen...har opgivet efter at have forsøgt at få Marius til at sove bare lidt længere end til kl 5. Efter en times kamp måtte jeg indse at kampen var tabt. Nu kører fjernsynet, og begge unger er optaget af dette en tid...pragtfuldt at kunne ligge ved siden af og blunde lidt. Hvorfor gør jeg så ikke det, fremfor at skrive dette her? Tja...